Sæler holdt festmiddag for 6.000 kroner
En Bornholmsk fisker måtte vinke farvel til torsk for 6.000 kroner, efter at sæler havde holdt fest og mæsket sig med dagens fangst. Sælerne ved Bornholm er helt vilde med de fisk, der nærmest bliver serveret for dem, når de sidder fast i fiskegarnene. Det går hårdt ud over salget af frisk fisk på kajen.
”Hvis jeg havde solgt de 125 kilo, så havde jeg tjent op imod 6.000 kroner”, siger Bo Grønbech Johansen, skipper på R 32 Ninni, til Fiskeri Tidende.
Fiskeren måtte forleden aflyse salget af frisk fisk i Allinge, fordi de fem kasser med torsk, han havde fanget, var bidt i stykker af sælerne. Fiskene kunne derfor ikke sælges, men var lige til at smide ud, fortæller Bo Grønbech Johansen til Fiskeri Tidende.
Den stakkels fisker vil nu prøve at snyde sælerne ved at fiske tættere på land og bruge kroge i stedet for garn.
Kilde: dr.dk/P4/Bornholm