Rusland letter grebet om Kertch-Strædet
Den russiske kystvagt har genåbnet Kertch-Strædet efter et væbnet sammenstød mellem russiske og ukrainske flådeenheder søndag førte til en lukning af strædet.
Som det fremgår af kortet over artiklen, er der tirsdag morgen skibstrafik gennem strædet, men trafikken synes kun at bestå af skibe der er på vej ud af Azovhavet, og ikke ind i det.
Mange skibe der for anker og venter på tilladelse til at sejle ind i Azovhavet. I Azovhavet venter et stort antal skibe tilsvarende på tilladelse til at forlade Azovhavet.
Danske Rederier følger situationen tæt:
”Jeg synes, situationen virker meget foruroligende. Det her må ikke udvikle sig til, at handelsskibene og i særdeleshed besætningerne, som er ombord, kommer i usikre og utrygge situationer”, siger direktør i Danske Rederier Maria Skipper Schwen til DR Nyheder.
”Det er et travlt område, hvor danske skibe også opererer, og derfor ønsker vi, at der bliver fundet en løsning hurtigst muligt, så det ikke går ud over handelsskibene og deres besætninger”, siger Maria Skipper Schwen.
Stemningen mellem Ukraine og Rusland er fortsat meget spændt.
Ukraine indførte mandag 30 dages undtagelsestilstand på grund af flåde sammenstødet ved Kertch-Strædet der endte med, at russiske kystvagtskibe åbnede ild mod tre ukrainske flådefartøjer.
Mindst tre ukrainske marinesoldater meldes såret, og de ukrainske flådefartøjer er nu tilbageholdt af russerne.
Rusland hævder at det væbnede sammenstød blev udløst af, at de ukrainske flådefartøjer sejlede ind i russisk farvand, i forbindelse med at de ville tiltvinge sig passage gennem Kertch-Strædet. Ukraine afviser den russiske udlægning.
Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko understreger, at undtagelsestilstand ikke er en krigserklæring, men skal sikre de væbnede styrker operationsfrihed. Forsvaret har indkaldt sine reservestyrker.
Den russiske præsident Vladimir Putin sagde mandag i en telefonsamtale med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, at han er bekymret over situationen.
Han anmodede Merkel om at gribe ind over for Ukraine.
EU deler dog ikke Putins syn på sagen. EU-præsident Donald Tusk har i stærke vendinger fordømt det russiske angreb på de ukrainske krigsskibe, og kræver at Rusland frigiver de ukrainske krigsskibe og deres besætninger.
Også Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg har udtrykt klar støttet til Ukraine.
Sikkerhedseksperter vurderer dog, at det er usandsynligt at Nato vil blande sig i striden, hvorfor Rusland i praksis kan overtage kontrollen med Azovhavet, hvis det er det Putin ønsker.
Redaktionen