Royal Arctic Line kan miste enekoncession
Royal Arctic Line, der er ejet af Det Grønlands Selvstyre, har indtil nu haft enekoncession til al søtransport af gods til og fra Grønland, og mellem de grønlandske byer og bygder. Men nu er der forslag fremme om at liberalisere markedet.
Det grønlandske medie Sermitsiaq skriver, at det grønlandske parlament - Inatsisartut – har sat Royal Arctic Lines enekoncession på dagsordenen.
Det sker efter, at Jens-Frederik Nielsen, der repræsenterer partiet Demokraatits i Inatsisartut, har fremsat et beslutningsforslag om, at man skal undersøge fordele og ulemper ved at ophæve Royal Arctic Lines enekoncession,
”Demokraatit mener, at det er på tide at gøre op med dette de facto monopol. Vi ønsker, at der skal være fri konkurrence på området. Derfor foreslår vi, at Naalakkersuisut udarbejder en grundig undersøgelse, der kommer med beregninger og redegør for fordele og ulemper ved at ophæve Royal Arctic Lines koncession”, skriver Jens-Frederik Nielsen ifølge Sermitsiaq i begrundelsen for forslaget.
Demokraatit understreger, at det ikke handler om, at Royal Arctic Line skal nedlægges, men derimod om der kan åbnes op for private alternativer.
Partiet lægger op til, at undersøgelsen skal være klar i efteråret 2023. Andre mener at det er for hurtigt, og foreslår at en undersøgelse først skal forelægge i 2024.
Det vides endnu ikke om der vil være flertal i Inatsisartut for forslaget. Flere understreger, at en liberalisering ikke må ske på bekostning af betjeningen af de grønlandske bygder, hvor anløb af forsyningsskibe er helt afgørende for bygdernes eksistens.
Kilde: Sermitsiaq