Risiko for at krigsskibe trækkes tilbage
Det store fald i pirataktiviteten i farvandet ud for Somalia kan føre til, at flere lande vælger at trække deres flådestyrker tilbage med henvisning til, at ressourcerne kan anvendes bedre andre steder. Det vurderer en NATO-officer.
”Vi har oplevet et bemærkelsesværdigt fald i pirataktiviteten de seneste måneder, og det er ikke gået ubemærket hen i de lande der bidrager til flådestyrken. Hvis pirataktiviteterne fortsætter på det nuværende niveau, er det sandsynligt at nogle lande vil vurdere, at deres penge er bedre anvendt andre steder, og derfor trækker deres skibe tilbage”, sagde Lt. Commander Andres Loevik, Nato Shipping Centre, torsdag ved en Anti-pirat konference i London.
Ifølge Loevik har NATO løbende mellem to og otte krigsskibe i farvandet ud for Somalia, EU Navfor mellem to og ni, mens den internationale flådestyrke CMF råder over mellem to og seks skibe. Antallet af skibe kan derfor variere mellem 6 og 23 krigsskibe.
Loevik sagde, at det er blevet vanskeligere at spore piraterne, efter de har valgt at droppe de store moderskibe til fordel for små skiffs der er vanskelige - eller umulige - at skelne fra de skiffs fiskere og handlende anvender.
NATO er i gang med at kortlæge de civile skiffs mønstre, med henblik på at etablere et normalbillede, som den internationale skibsfart kan vurdere situationen ud fra.
Kilde: Maritime Executive