Regeringens lovforslag om DanPilot
Med på regeringens liste over lovforslag for folketingsåret 2012/13 er forslag til Lov om DanPilot. I den skriftlige redegørelse gives en kortfattet omtale af de lovforslag og forslag til folketingsbeslutninger, som regeringen forventer at fremsætte i løbet af folketingsåret.
Med lovforslaget omdannes det statslige lodsvæsen til den selvstændige offentlige virksomhed DanPilot. Formålet med omdannelsen er bl.a. at fremme en forretnings- og kundeorienteret udvikling af det statslige lodsvæsen ved, at DanPilot med omdannelsen kan drive sin virksomhed på markedslignende vilkår.
Inden lovforslaget forventes fremsat i januar 2013, skal det sendes i høring – og dette sker formentlig sidst i oktober 2012.
DanPilot ser frem til at de nye udfordringer og muligheder, som lovforslaget lægger op til.
”Vi ser den nye lov som både en anerkendelse af vores hidtidige virke og som en spændende ramme for vores fremtidige udvikling”, siger Lars S. Ahrendtsen Direktør for DanPilot
”At lovforslaget lægger op til, at DanPilot skal være endnu mere forretnings- og kundeorienteret, ser vi som en naturlig forlængelse af den udvikling, virksomheden har gennemgået. DanPilot er i dag konkurrenceudsat på en række områder, og den markedsorientering som lovforslaget lægger op til, er vi klar til”, siger Ahrendtsen.
Lovforslaget åbner mulighed for, at DanPilot kan udvide sit nuværende virke med nye forretningsområder i tilknytning til lodsning. Det gælder både i form af etablering af nye samarbejder og datterselskaber i Danmark og i udlandet. Dette vil give nye muligheder for at bidrage til den maritime infrastruktur og til yderligere at styrke sejladssikkerheden.
Når en statsinstitution får status som selvstændig offentlig virksomhed overtager den nye virksomhed den hidtil drevne virksomhed med tilhørende aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed.
Link til statsministeriets liste over lovforslag HER Yderligere information hos Moderniseringsstyrelsen HER
www.stm.dk/publikationer/SkriftligDel12/index.html
www.modst.dk/OEAV/3-Bogfoering/31-Grundlaeggende-regulering-og-organisation/312-Regnskabsbekendtgoerelsen/3122-Regnskabsbekendtgoerelsens-anvendelsesomraade/31224-Selvstaendige-offentlige-virksomheder
Kilde: DanPilot