Regeringen dropper kystnære havmøller
Regeringen dropper planerne om at opstille kystnære havvindmøller op til seks forskellige steder i dansk farvand. Sammen med andre sparetiltag skal det finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften, som er en afgift på elregningen.
”Ved at flytte PSO’en over på finansloven giver vi en af de mest markante afgiftslettelser til dansk erhvervsliv, og så vil danske virksomheder og borgere få glæde af billigere grøn strøm. Regeringen ønsker i samme ombæring at nedbringe omkostningerne og dermed gøre den grønne omstilling billigere”, siger Lars Chr. Lilleholt, energi, forsynings- og klimaminister.
Regeringen vil som led i planerne blandt andet sætte et loft for budprisen på havvindmølleparken Kriegers Flak samt annullere det kystnære havvindudbud. Det vil ifølge regeringen tage toppen af PSO-regningen, som skal ind på finansloven.
Kilde: Energi-, forsynings- og klimaministeriet