Rederifusion vil have mindre betydning
En fusion mellem de to kinesiske containerrederier Cosco og China Shipping vil ikke have en mærkbar effekt på containermarkedet, konkluderer analytikere fra DNB Markets efter, at rygterne om en fusion dukkede op i kinesiske medier i sidste uge.
”Overkapacitet og pres på fragtraterne har ført til, at de fleste containerrederier (bortset fra Maersk) de senere år har rapporteret om break-even eller negative resultater. Alliancer, skibsdelingsaftaler og annonceringer af rateforhøjelser har været nyhedsstrømmen i de seneste få år. Det at skabe færre og større virksomheder vil være en positiv katalysator for Maersk, da det vil blive nemmere at opretholde disciplin i et år, som vi betragter som et overgangsår til et sundere containermarked i 2016 og 2017”, skriver analytikerne fra DNB Markets i en ny rapport.
Hvis de to kinesiske rederier fusionerer, vil de tilsammen have en global markedsandel på otte procent af den samlede rederikapacitet sammenlignet med Maersk Line’s 15,3 procent markedsandel. En konsolidering vil selvfølgelig være positivt i sig selv, men vil ikke som sådan påvirke markedet, er konklusionen.
De to kinesiske rederier underskrev sidste år en aftale om strategisk samarbejde, som betyder, at de to rederier deler faciliteter, terminaler, skibsbygning og skibsreparation m.v.
Kilde: TradeWinds