Rederiforening vil udvide skatteordninger
Danmarks Rederiforeningen slår nu et slag for at udvide DIS- og tonnageskatordningerne, så specialskibe også falder ind under ordningen. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen ser positivt på forslaget
”For at hele offshoresektoren skal få del i væksten er det vigtigt for os at få udvidet DIS- og tonnageskatordningerne, så de omfatter alle også virksomheder med specialskibe. Vi har f.eks. de installationsskibe, som bygger de store havvindmølleparker og boreskibe, der leder efter olie. Det er der, at vi kan se vækst, og hvor der ikke er de rigtige rammebetingelser i dag”, siger den nye direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen til Morgenavisen Jyllands-Posten.
”Det er ikke en lempelse af ordningen, men en udvidelse, så den kommer til at omfatte nogen, som vi ikke kendte til dengang, det blev lavet”, siger Steffensen.
Forslaget falder i god jord hos regeringen.
”Det er regeringens ambition, at danske virksomheder skal have andel i væksten på området for specialskibe inden for offshore- og vindsektoren. Det fremgår af Vækstplanen for Det Blå Danmark. Regeringen er i fuld gang med eksekveringen på vækstplanen, herunder ses der på skattereglerne for specialskibe på offshore-området, der også skal drøftes med EU-kommissionen”, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen til avisen.
Swire Blue Ocean er et af de rederier der gerne ville have bragt deres installationsskibe ind under dansk flag. Men den danske fortolkning af EU's tonnagebeskatningsregler betød, at rederiets to gigantiske installationsskibe i stedet blev indregistreret på Cypern.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten