Rederiforening præsenterer MLC-manual
Rederiforeningen præsenterede på et velbesøgt medlemsmøde den 13. marts en manual, der giver konkrete anvisninger på, hvordan danske rederier og skibe vil kunne MLC-certificeres. Manualen er udarbejdet i samarbejde med foreningens medlemmer.
”Vi er tilfredse med hensigterne i konventionen, fordi det forhindrer konkurrence på dårlige vilkår om bord. Danske rederier lever allerede i dag op til konventionens krav. Efter det massive fremmøde, da vi præsenterede vores manual, er jeg også mere tryg, fordi vores medlemmer nu har en konkret ’køreplan’ og ikke risikerer at fare vild i de ganske omfattende bureaukratiske krav, der følger med at dokumentere, at man overholder denne konvention,” siger Pia E. Voss, vicedirektør i Danmarks Rederiforening.
Maritime Labour Convention (MLC) fastlægger internationale minimumskrav for søfarendes arbejdsvilkår og sætter dermed en nedre grænse for at konkurrere på dårlige arbejds- og levevilkår om bord på skibe på alverdens have.
Når konventionen træder i kraft, indføres der mulighed for at håndhæve disse minimumskrav i form af en certificering og havnestatskontrol. Det er afgørende, at rederierne ved, hvordan de konkret sikrer, at de har de rigtige certifikater om bord. Rederiforeningen har derfor lavet en manual med konkrete anvisninger.
Konventionen træder i kraft den 20. august i år.
Kilde: Danmarks Rederiforening
