Politisk opbakning til rederiernes klimakurs
Der var opbakning fra flere sider, da Danmarks Rederiforening torsdag gav sit bud på en klimapolitik for skibsfarten. Anne H. Steffensen præsenterede udspillet på en klimakonference i Rederiforeningens hus, der var arrangeret i samarbejde med tænketanken Concito.
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening, præsenterede rederiernes bud, hvordan sektoren bør tage ansvar for de globale CO2-udledninger. I Rederiforeningens udspil er der lagt op til markante CO2-reduktioner i de kommende årtier, da rederierne støtter, at søfartens andel af de globale CO2-udslip holdes på de nuværende 2,2 procent. Det betyder, at skibenes udledninger skal reduceres i takt med resten af verdens udledninger. ´
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt tager positivt imod Rederiforeningens nye klimapolitik. Ministeren understregede i sit oplæg på konferencen, at international skibsfart udgør omkring to procent af de samlede CO2-udledninger på verdensplan, og at skibsfarten ligesom alle andre sektorer skal levere sit fair bidrag til at begrænse klimaudfordringerne i form af en global aftale i IMO-regi.
”Det er klart, at når vi skal håndtere klimaforandringerne, så kræver det et fælles træk på tværs af kloden og på tværs af alle sektorer. Her er Paris-aftalen afgørende, og når det kommer til skibsfart, så er jeg glad for, at IMO’s miljøkomité netop er blevet enig om en køreplan for, hvordan skibsfarten kan bidrage til den globale indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser”, sagde Lars Chr. Lilleholt efterfølgende.
Også Jens Joel, klima- og energiordfører fra Socialdemokratiet, der også holdt oplæg på konferencen, bakkede op om klimaambitionerne for skibsfarten.
Kilde: Danmarks Rederiforening