P3 Alliancen kan blive forsinket
Det kan ifølge Lloyds List blive vanskeligt for P3 Alliancen som planlagt at starte aktivisterne op fra 2. kvartal. De kinesiske konkurrencemyndigheder ventes tidligst at være færdig med deres godkendelsesprocedure i slutningen af maj måned.
P3 Alliancen, der udgøres af verdens tre største containerrederier Maersk Line, MSC og CMA CGM, har søgt konkurrencemyndighederne i hhv. EU, USA og Kina om tilladelse til at indgå et såkaldt vessel-sharing agreement.
De kinesiske myndigheders behandling af ansøgningen ventes ifølge Lloyds List tidligst at være afsluttet ved udgangen af maj, hvilket vil gøre det umuligt for P3 Alliancen at starte sine aktiviteter op fra starten af 2. kvartal.
Tilsammen har de tre rederier en markedsandel på omkring 50 procent af containertrafikken mellem Asien og Europa og 30 procent af trafikken mellem Asien og den amerikanske østkyst.
P3 Alliancens aktiviteter vil blive styret fra et Fleet Operations Center i London under ledelse af danske Lars Mikael Jensen.
Planerne om den nye alliance er blevet mødt med modtand såvel i USA som Kina hvor konkurrenter og transportører frygter at alliancen vil udnytte sin store volumen til at manipulere markedet.
Kilde: Lloyds List