OW-kurator utilfreds med myndigheder
Kurator i OW Bunkers konkursbo Pernille Bigaard er utilfreds med de lokale myndigheder i Singapore. Ifølge Pernille Bigaard arbejder myndighederne usædvanligt langsomt, når det gælder optrevlingen af OW Bunkers handelsrelationer i Singapore. Det skriver dagbladet Børsen.
Overfor avisen slår kurator Pernille Bigaard fra advokatfirmaet Plesner fast, at myndighederne i Singapore først var otte måneder om at få erklæret OW Bunkers helt store problemkunde
Tankoil Marine Services konkurs.
Nu er der så problemer med at få forkyndt stævninger overfor en del af de derivatkunder, som bunkerselskabet havde indgået kontrakter med.
”Det er frustrerende, at det går så langsomt, som vi så det med Tankoil, og man kan ikke lade være med at tænke over, hvorfor det skal være så svært”, siger Pernille Bigaard til avisen.
”Jeg har sjældent set noget så langsomt. Og nu får vi meddelt, at der ikke er nogen aktiver, og at der ikke er nogen spor at gå efter. Nej, det kunne hænge sammen med hastigheden”, siger Pernille Bigaard.
OW bunker erklærede sig konkurs den 7. november 2014 efter forgæves forsøg på at rekonstruere selskabet, der havde lidt store tab blandt andet på grund af kreditter ydet af firmaets datterselskab i Singapore.
Kilde: Dagbladet Børsen