Nye regler om svovludledning i Hong Kong
Miljømyndighederne i Hong Kong indfører skrappere regler om svovludledning, der træder i kraft 1. juli. Hvis skibe efter denne dato ikke overholder reglerne, kan der idømmes en bøde på 200.000 dollar og fængsel i seks måneder.
For at forbedre luftkvaliteten i Hong Kong må svovlindholdet i bunkerolien på de skibe, der anløber Hong Kong Havn, ikke overstige 0,5 procent. Skibene må anvende marine fuel med et lavt svovlindhold, flydende naturgas samt andre typer brændstof, som er godkendt af miljømyndighederne.
Det betyder, at alle andre typer brændstof end dem, der er godkendt, er ulovlige at anvende, mens skibene ligger til kaj i Hong Kong. Det gælder dog ikke i den første time efter ankomsten og i den sidste time før afgang. Skibsføreren og skibsrederen har pligt til at opbevare oplysninger om dato og tidspunkt for brændstofskifte, og disse oplysninger skal opbevares i tre år.
Hvis skibsføreren og skibsrederen ikke overholder dette krav, kan de idømmes en bøde på maksimalt 50.000 dollars og fængsel i tre måneder.
Hvis skibe bruger en anden form for teknologi, der medfører samme eller mindre emission af svovldioxid (SO2) som marine fuel med lavt svovlindhold, kan de undtages fra reglerne om at skifte brændstof.
De oceangående skibe bruger normalt heavy fuel oil, der har et gennemsnitligt svovlindhold på 2,6 procent, og SO2-emissionerne fra et oceangående skib, der ligger til kaj, udgør cirka 40 procent af de samlede SO2-emissioner forbundet med skibets ophold i Hong Kong.
Kilde: Hong Kong Environmental Protection Department