Nu mangler der kun 14 vindmøller
Opstillingen af de 111 havvindmøller der udgør Anholt Havmøllepark skrider hurtigt frem. Der mangler kun at blive opsat 14 vindmøller, men allerede nu er havmølleparken Danmarks største.
Af de 97 opstillede møller har installationsfartøjet Sea Power indtil videre taget sig af de 39, mens Sea Worker har installeret 31 møller. Sea Installer og Sea Jack nåede at opstille henholdsvis 14 og 13 møller og er nu videre til nye projekter.
Sea Worker er jacket ca. 20 meter op over vandoverfladen for at kunne løfte mølledelene på plads.
Et bedre vejr end ventet har resulteret i længere sammenhængende arbejdsperioder med godt vejr for installationsfartøjerne. Omkring månedsskiftet marts/april lykkedes det således at opstille hele 20 møller på kun to uger, og det er derfor realistisk at kunne færdiggøre opstillingen af alle møllerne i løbet af maj måned.
Alle møllekomponenter til de resterende møller er leveret til Siemens’ formontageplads på Grenaa Havn, og nedtællingen er for alvor gået i gang – men som altid er vejret afgørende.
Med udgangen af april måned er 59 møller koblet til nettet. Det svarer til en samlet kapacitet på 212,4 MW, og kapaciteten i Anholt Havmøllepark overstiger derved Horns Rev 2’s kapacitet på 209 MW.
Hermed er Anholt Havmøllepark allerede nu Danmarks største havmøllepark.
Kilde: Anholt Havmøllepark
