Nu bliver skibene arresteret i OW-sagen
En dom fra Court of Appeal i London vedrørende ejerskabet til olie, som OW Bunker leverede til produkttankskibet Res Cogitans, betyder, at konkursboet har krav på at modtage betaling fra rederier, der fik leveret bunkers fra OW Bunker. Dermed har kuratorerne ret til at kræve skibe beslaglagt, hvis der ikke bliver betalt, og det sker nu i stor stil.
”Op mod 50 skibe er blevet arresteret i den her sag. Og kuratorerne arresterer i stor stil i USA lige nu. Et stor antal rederier risikerer nu, at både de fysiske leverandører og kuratorerne vil forsøge at arrestere deres skibe”, siger advokat Stig Gregersen fra Skuld, der repræsenterer flere rederier i sagen.
”Dommeren i den engelske ret sagde, at han godt ved, der nu er risiko for, at rederne kommer til at betale to gange for det samme brændstof”, tilføjer han.
En af de redere, der har fået leveret bunkers fra OW Bunker, har tidligere udtalt til maritimedanmark.dk:
”Vi er klar til at betale kuratorerne, og vi har foreslået at betale den kommission, som OW Bunker skulle have tjent på leverancen. Hvis leverancen eksempelvis lyder på en million dollar, skulle OW Bunker have haft en kommission på for eksempel 10.000 dollar. Men i stedet for en betaling på de 10.000 dollar til konkursboet vil kuratorerne have, at man betaler en million dollar til konkursboet. På den måde kommer vi til at betale bunkersregningen to gange”.
Der skal ofte betales en halv million dollar eller mere for hvert skib, der skal købes fri af en arrest. Dermed kan det blive dyrt for rederierne.
Kilde: Dagbladet Børsen