NOL bekræfter forhandlinger med Mærsk
Neptune Orient Lines / NOL bekræfter nu, at man er inde i forhandlinger om et muligt salg af rederiet. Forhandlingerne føres med såvel A.P. Møller – Mærsk som franske CMA CGM, der er verdens tredjestørste containerrederi.
”NOL har pligt til at undersøge alle muligheder for at forbedre rederiets konkurrenceevne og maksimere aktionærernes værdier”, hedder det i en erklæring fra rederiet der fastslår, at forhandlingerne om et muligt salg endnu er i den indledende fase.
Neptune Orient Lines er børsnoteret, men 65 procent af aktierne er i offentlig eje.
NOL har tidligere været inde i forhandlinger om et salg med flere rederier, bl.a. tyske Hapag Lloyd og senest OOCL.
Neptune Orient Lines vil informere markedet hvis forhandlingerne med Mærsk og CMA CGM går ind i en mere konkret fase.
Kilde: Tradewinds