MSC vil tilbyde CO2 neutralitet nu
Verdens næststørste containerrederi, MSC, har indgået et partnerskab med selskabet South Pole for at kunne tilbyde kunder en CO2 neutral transport, forstået på den måde, at den faktiske CO2 udledning kompenseres gennnem investering i forskellige grønne projekter.
Oceangående skibe, der ikke udleder CO2 er endnu ikke en mulighed. Men MSC vil med det nye tiltag give kunder mulighed for at kompensere for den udledning, der rent faktisk finder sted ved transporten.
“MSC´s Carbon Neutral Program gør det muligt at accelerere overgangen til en karbon-neutral forsyningskæde ved at tage ansvar for lastens påvirkning og kompensere for denne gennem et udligningsprogram,” skriver MSC i en pressemeddelelse.
MSC beregner CO2-udledningen ved en given fragt, og kunden kan herefter vælge hvilket South Pole-projekt, der skal gives støtte for at kompensere for denne udledning.
Maersk har også et program, der skal tiltrække de meget klimabevidste kunder. Det hedder "Eco Delivery" og omfatter udvalgte skibe, der sejler på bæredygtigt biobrændsel fremstillet af brugt madolie.
Kilde: Splash