Molslinjen øger antallet af afgange markant
Fra påsken næste år indsættes Molslinjens nye hurtigfærge Express5 på ruten mellem Rønne og Ystad, hvorved en af de to nuværende hurtigfærger frigives. Det vil betyde en ekstra hurtigfærge til rådighed på rederiets Kattegatrute.
”Danskerne bliver i stigende grad hjemme og holder ferie. Derfor stiger privatmarkedet lige nu, og den vækst vil vi gerne understøtte ved at have fire færger i drift på Kattegat”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Den nye færge på Kattegat bliver enten Express 1 eller hurtigfærgen Max. Beslutningen om, hvilken færge, der skal blive på Bornholm, afventer det kommende valg til Folketinget og en beslutning i det nye Transportministerium.
Men lige meget hvilken færge, der bliver tale om, vil det resultere i langt flere afgange mellem landsdelene.
Ebeltoftafgange øges fra 294 i 2022 til 656 i 2023 eller 123% i perioden marts til oktober. Samtidigt frigøres kapacitet til Aarhus, der udvides fra 8430 afgange i 2022 til 8628 afgange i 2023 eller en stigning på 2,3%.
”Det giver op til 32 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland. På den måde vil vi kunne have 45-minutters drift i de perioder, hvor mange gerne vil sejle med. Det vil øge fleksibiliteten, og de rejsende vil vide, at den næste færge er lige om hjørnet”, siger Jesper Skovgaard.
Redaktionen