Miljøborgmester vil have fynsk elhavnebus
Københavns miljøborgmester Morten Kabell (EL) ærgrer sig over, at Faaborg Værfts elbåd ikke er blevet havnebus i København. København bør, ligesom Stockholm, have en emissionsfri havnebus, der sejler på strøm, mener han.
”Vi ved, at havnebusserne er nogle af de mest forurenende dele af den kollektive trafik. Når man kan læse, hvordan Stockholm har købt el-drevne havnebusser fra Faaborg Værft, som fungerer ganske glimrende, kan man godt være lidt ærgerlig over, at det ikke er blevet taget i brug i København”, siger Morten Kabell.
Han har bedt økonomiforvaltningen om at få Movia til at se nærmere på den kollektive trafik til vands.
Faaborg Værft har leveret en fuld-elektrisk passagerfærge i kompositmaterialer til det svenske rederi Ballerina AB. Færgen, der har fået navnet Sjövägen, sejler i Stockholms skærgård og er udstyret med 2x160 kW elektromotorer til fremdrift og 500 kWh batteribank. Sidste år i maj måned fik Movia leveret den fjerde dieseldrevne havnebus til Københavns Havn, som forurener med partikler og NOx.
Morten Kabell håber, at Movia ved næste udbudsrunde i 2017 prioriterer el-driften til vands.
Movias centerchef, Søren Englund, forklarer, at prisen på el-båden ved sidste udbudsrunde blev vurderet til at være så høj, at miljøgevinsten ikke ville kunne opveje merprisen.
”Udviklingen af elmotorer går imidlertid vældig stærkt. Hvorvidt en elløsning vil være et attraktivt valg for operatørerne i forbindelse med næste udbud af havnebusserne i 2017, vil derfor være afhængig af udviklingen på området i forhold til miljø og pris”, skriver Søren Englund til Ingeniøren.
Kilde: ing.dk