Meyer Werft bygger nyt krydstogtskib
Tyske Meyer Werft, der ligger i Papenburg og er specialiseret i at bygge de helt store krydstogtskibe, har lige indledt arbejdet med et nyt krydstogtskib, som værftet skal bygge til den asiatiske krydstogtoperatør Star Cruises.
”Vi er glade for at fortsætte det langvarige samarbejde, som startede for 20 år siden under byggeriet af SuperStar Leo, og nu bygger vi disse nye skibe til Star Cruises”, siger Bernard Meyer, partner i Meyer Werft.
Tan Sri Lim, bestyrelsesformand for Star Cruises, trykkede på knappen til svejsebrænderen, og den første stålplade blev dermed skåret ud i værftets lasercenter under en ceremoni forleden.
Levering af skibet er planlagt til efteråret 2016, mens søsterskibet vil blive leveret i efteråret 2017. Begge skibe vil blive på 151.000 bruttoton og have kapacitet til 4.500 passagerer. De bliver 324 meter lange, 39,7 meter brede, og de vil kunne sejle op til 23 knob. Begge skibe bliver designet til det hurtigt voksende marked for krydstogtrejser i Asien.
Kilde: Meyer Werft