Maskinmesteruddannelse igen i Esbjerg
Uddannelsesminister Morten Østergaard har godkendt en ansøgning fra Fredericia Maskinmesterskole om dublering af maskinmesteruddannelsen i Esbjerg. Ministeren har bedt Fredericia Maskinmesterskole oplyse, hvordan man tænker sig genetableringen af uddannelsen i Esbjerg gennemført.
”Jeg er på Maskinmesterskolens vegne stolt over, at vi er blevet bedt om at løse opgaven, og vi ser frem til samarbejdet med Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg. Jeg er overbevist om, at et kommende samarbejde vil styrke både Fredericia Maskinmesterskole og EA Sydvest position i forhold til at kunne efterkomme det stigende behov for maskinmestre”, siger bestyrelsesformand for Fredericia Maskinmesterskole, Henning Due Lorentzen til TV2/Syd.
Flere analyser og rapporter har påpeget, at manglen på veluddannet arbejdskraft er et problem for offshore-branchen og de maritime erhverv. Dette har været med til at bremse udviklingen indenfor en række erhverv, der ellers har stort vækstpotentiale og mulighed for at give mange nye arbejdspladser.
Henning Due Lorentzen ser beslutningen om at Fredericia Maskinmesterskole fremover skal varetage uddannelsen af maskinmestre i Esbjerg, som en anerkendelse af, at skolen opfylder de strenge krav, der stilles til uddannelsen.
Kilde: TV2/Syd