Maersk tjener stort på amerikansk tanker
I en tid hvor det ellers kan være svært at tjene gode penge på at drive tankskibe, er det lykkedes Maersks amerikanske datterselskab at chartre produkttankeren Maersk Peary ud til det amerikanske forsvar for 132.000 dollar per dag på en 75-dages kontrakt.
Med til historien hører, at Maersk Peary ikke er et helt almindeligt tankskib, men bygget til arktisk sejlads og indregistreret i USA, med amerikansk besætning og hørende under Jones Act lovgivningen.
Alligevel er der tale om en særdeles lukrativ kontrakt, der indebærer at Maersk Pearry skal sejlede forsyninger for Defense Logistics Agency til Operation Deep Freeze, der dækker over amerikanske missioner til Antarktis.
Olielasten skal ifølge Tradewinds transporteres fra Mellemøsten til Antarktis og transporten ventes afsluttet i løbet af februar næste år.
Maersk vandt kontrakten efter et udbud med seks andre bydere.
Kilde: Tradewinds