Mærsk salg af sideaktiviteter trækker ud
Det er endnu ikke lykkedes Mærsk at finde en køber til en eller flere af sine sideaktiviteter. Salget, der skulle indbringe 4 milliarder kroner, var et af de punkter der blev nævnt, da årsregnskabet blev lagt frem tidligere i år.
Tilbage i foråret løb rygterne omkring et nært forestående salg af rederiet Norfolk Line, som sejler fragt og passagerer på den engelske kanal og Nordsøen. Vurderingen var, at et sådan salg formentlig ville kunne indbringe en avance på netop de 4 milliarder kroner. Det skriver euroinvestor.dk
Blandt de interesserede var angiveligt danske DFDS, som netop havde fortalt om store ekspansionsplaner, italienske Grimaldi og svenske Stena. I kulissen stod også det evigt ekspanderede dansk-kontrollerede Clipper Group, som i forvejen har aktiviteter omkring Storbritannien.
Salget blev imidlertid aldrig til noget, og Norfolk Line sejler stadig rundt med den Mærsk-blå farve på skibene. Derfor er analytikerne travlt optaget af at lede efter andre mulige salgsemner i A.P. Møller - Mærsks gemmer.
Fælles for analytikernes vurderinger er dog, at de så godt som udelukker, at det bliver aktuelt at sælge ud af egentlige shippingaktiviteter - altså de dele af rederiet, som regnes til kerneforretningen.
"Jeg kan ikke forestille mig, at A.P. Møller - Mærsk vil begynde at sælge ud af små dele af rederiet. Vi har i hvert fald ikke set indikationer på, at det skulle være aktuelt", siger Jacob Pedersen fra Sydbank.
Kilde: euroinvestor.dk