Mærsk sælger del af DS og Salling
A.P. Møller - Mærsk har indgået aftale om at sælge en stor andel af i Dansk Supermarked A/S og F. Salling A/S til F. Salling Invest A/S og F. Salling Holding A/S - tilsammen ”Salling Selskaberne”.
Salling Selskaberne overtager 48,7 procent af aktierne i Dansk Supermarked A/S og 18,7 procent af aktierne i F. Salling A/S . 5 år efter gennemførsel af handlen har Salling Selskaberne en køberet på de resterende 19 procent i hvert af de to selskaber, som stadig ejes af APMM, og APMM har en salgsret på sine resterende aktier.
Selskabernes værdi (totale enterprise value) er vurderet til 41 milliarder kroner. Det regnskabsmæssige overskud for APMM Gruppen ventes at blive omkring 14 milliarder kroner afhængig af tidspunktet for
gennemførelsen. Det samlede kontante overskud ved handlen forventes at blive på omkring 17 milliarder kroner.
Aftalen er betinget af godkendelse fra relevante myndigheder. Handlen forventes at blive gennemført i første halvdel af 2014.
Kilde: A.P. Møller - Mærsk A/S