Maersk Oil sælger ud i Grønland
Maersk Oil har solgt en andel på 40 procent af selskabets licens til at søge efter olie i Blok 9 i Baffin Bugten ud for Grønland, til det britiske olieselskab Tullow Oil. Mærsk ejer herefter 47,5 procent af licensen mens Nunaoil ejer de sidste 12,5 procent
"Vi er glade for aftalen med Tullow. Den giver os mulighed for at dele både viden og risiko, i forbindelse med efterforskning af dette uudforskede område", siger Carsten Sønderskov, administrerende direktør for Maersk Oil Kalaallit Nunaat (Grønland).
"Vi har netop gennemført en 3D seismisk undersøgelse i området, efter at en omfattende miljøvurdering er udført og godkendt af den grønlandske regering. Beslutningen om, hvorvidt der vil blive foretaget en efterforskningsboring vil blive taget, når den seismiske evaluering er afsluttet”, siger Carsten Sønderskov.
”En mulig boring ligger stadigvæk år ude i fremtiden, og vil kun finde sted, hvis vi er sikre på vi kan gøre det sikkert".
Blok 9 dækker et område på 11.802 kvadratkilometer, og licensaftalen løber frem til 2014.
Kilde: Maersk Oil