Maersk Oil er klar til nye opkøb
På trods af den lave oliepris, der presser den globale olieindustri og senest har fået både Maersk Drilling og Maersk Supply Service til at annoncere fyringer, er Maersk Oil klar til at foretage nye investeringer, hvis de rette felter kommer til salg.
”Som konglomerat står vi i en anden situation end andre olieselskaber, der står over for en række store investeringer. En række olieselskaber kan få problemer med at løfte alle deres projekter, da olieprisen er faldet med 50 procent. Her kunne de meget vel være fristet eller tvunget til at sætte de projekter på markedet. Der har vi den store fordel, at vi har en solid egenkapital og stort set ingen gæld. Det giver os mulighed for at slå til, hvis der kommer et projekt, der passer ind i vores portefølje. Det er den fordel, vi har på grund af vores stærke kapitalgrundlag”, siger Nils Smedegaard Andersen, adm. direktør for A.P. Møller-Mærsk.
”Som et mellemstort olieselskab har vi ikke ubegrænsede ressourcer til at se på hvad som helst. Vi er realistiske, og vi har måske muligheden for at se på 1-2 investeringer i det nuværende marked”, tilføjer han.
Analytikere peger på, at nye opkøb inden for olie sandsynligvis vil ligge i Danmark, Norge eller Storbritannien, fordi det er de områder, hvor Maersk Oil tidligere har haft gode erfaringer.
Kilde: Finans.dk