Mærsk og Nordea køber Middelgrundsfortet
Det bliver ikke rigmænd og dyre restauranter, der kommer til at indtage Middelgrundfortet i Øresund. Mærsk og Nordeas fonde har nemlig købt fortet for at donere hele øen til de danske spejdere, der fremover kan give Danmarks ungdom en unik legeplads på det gamle søfort.
”Det er helt vildt og vi fatter det dårligt nok endnu. Det er gået enormt stærkt, og vi kniber os i armen her til morgen. Vi er enormt priviligerede og glade for fondenes støtte til denne vilde ide. Nu har vi en hel ø”, siger en begejstret Charlotte Bach Thomassen, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, til Pleasure.
Købsprisen lød ifølge Pleasurepå 20 millioner kroner rent. Det er et stykke over den oprindelige udbudspris på 16,5 millioner kroner fra den 1. november. Flere interesserede købere var med til at presse prisen i vejret.
Ejendomsmægler Jan Fog har aldrig oplevet så stor en interesse for en ejendom. Han husker dagen han lagde sagen ud på nettet.
På en almindelig tirsdag var der 47.300 inde og se opslaget på mæglerens hjemmeside.
Fortet er bygget under Chr. IX i årene 1890-1894 og indholder cirka 200 rum fordelt på 15.000 m2. Øen har en godkendt helikopterlufthavn samt nyrenoveret havn og udgør hele 70.000 m2.
Fortet blev bygget på en vanddybde af knap 8 meter og dannede sammen med de samtidige Charlottenlund Fort og Kastrup Fort en ydre linje i Københavns søbefæstning. Middelgrundsfortet var det største og vigtigste anlæg i søbefæstningen, og dets opførelse var en stor ingeniørmæssig præstation for sin tid.
Kilde: Børsen