Mærsk måske involveret i korruptionssag
Det brasilianske olieselskab Petrobras er involveret i en større korruptionssag, hvor A. P. Møller-Mærsk måske/måske ikke også er involveret. I hvert fald er Mærsk blevet kontaktet af de brasilianske myndigheder.
”Mærsk er blevet kontaktet af de brasilianske myndigheder og har efterkommet deres forespørgsler. Mærsk respekterer, at der pågår en efterforskning, og vi kan ikke kommentere yderligere på nuværende tidspunkt. Mærsk Gruppen understreger sin politik om at arbejde imod korruption. Bestikkelse og returkommission er strengt forbudt for alle ansatte i Mærsk og hos tredjeparter, der samarbejder med os”, hedder det i en officiel udtalelse.
Mærsk blev involveret i korruptionssagen for et års tid siden, og anklagen går på, at en medarbejder fra Petrobras fik penge for at fortælle en person med tilknytning til Mærsk om Petrobras’ behov, så de vidste mere om, hvad de skulle ind med i forbindelse med udbud af nye kontrakter.
Der skulle konkret være tale om, at den tidligere leder i Petrobras, Paulo Roberto Costa, havde modtaget bestikkelse gennem skibsmægleren Wanderley Gandra. Betalingerne skulle være en provision på 1,25 procent af prisen for at chartre Maersk tankskibe, men ifølge Mærsk var disse betalinger en industristandard og ikke bestikkelse.
Morten Niels Jakobsen, chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, har været i kontakt med det brasilianske politi om sagen.
”Vi har sendt en formel retsanmodning, men mere end det kan jeg ikke sige. Det er en sag, der er vigtig at få undersøgt for at finde ud af, hvad der er op og ned. Det er jo ikke sikkert, at der er noget i det. Vi skal have nogle ting fra brasilianerne, før vi kan gøre mere”, siger han.
Kilde: Finans.dk