Maersk Line skuffer i tredje kvartal
Maersk Line fik i tredje kvartal et tab på 116 millioner dollar mod et overskud på 264 millioner dollar i tredje kvartal 2015. Det er stærkt skuffende, synes analytikerne, der havde ventet et overskud i kvartalet på 254 millioner dollar.
”Fragtrateudviklingen ser slet ikke så stærk ud, som jeg eller resten af markedet havde håbet på. Deres enhedsomkostninger er også højere end ventet, og det betyder, at indtjeningen i Maersk Line på trods af stor volumenvækst er et godt stykke under, hvad jeg og markedet havde ventet”, siger Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank.
Maersk Line har haft stor volumenvækst, hvilket blandt andet skyldes Hanjins konkurs, og kapacitetsudnyttelsen på skibene er blevet bedre, men fragtraterne har været historisk lave i perioden.
Maersk Line fik en nettoomsætning på 15.394 millioner dollar i de første ni måneder af 2016 mod 18.536 millioner dollar i samme periode i 2015. På bundlinjen endte de ni måneder med et tab på 230 millioner dollar mod et overskud efter skat på 1.485 millioner dollar i de første ni måneder af 2015.
Kilde: borsen.dk