Maersk Line genvinder markedsandele
Maersk Line er mindre hårdt ramt end sine nærmeste konkurrenter, af den voldsomme nedtur der lige nu raser på containermarkedet. Meget tyder på, at Maersk Line har erobret markedsandele fra konkurrenterne
Vurderingen kommer efter, at rederiet torsdag overraskende meldte ud, at fjerde kvartal er forløbet som forventet, og at forretningen tilsyneladende ikke er ramt så hårdt som andre containerrederier.
"Det er positivt i forhold til det marked, som containerrederierne har oplevet sidst i 2008. Det tyder på, at Maersk Line klarer sig bedre end konkurrenterne og i øjeblikket erobrer markedsandele. Samtidig er der tegn på, at Maersk Lines større skibe giver rederiet lavere enhedsomkostninger end konkurrenterne", siger aktiestrateg Stephen Rammer fra Formuepleje til dagbladet Børsen.
Også i Carnegie lyder vurderingen, at det bedre end ventede fjerde kvartal tyder på, at Maersk Line har cementeret sin plads som verdens største containerrederi.
"Den underliggende drift er 1,1 mia. kr. bedre, end vi havde ventet. Det her tyder på, at Maersk Line i et svært marked har gjort det langt bedre, end vi havde forventet og måske også bedre end konkurrenterne", siger analysechef i Carnegie, Henrik Lun, til avisen.
Finansdirektør Søren Thorup Sørensen ønsker ikke at kommentere, hvordan Maersk Line klarer sig i forhold til konkurrenterne.
Præcis hvordan det går for Maersk Lines nærmeste konkurrenter, schweiziske MSC og franske CMA, er uklart, for de er begge hemmelighedsfulde med finansielle oplysninger. Men rygterne svirrer i øjeblikket om vanskeligheder begge steder, og om at de to rederier forsøger at aflyse dele af de bestillinger, som er afgivet på nye skibe i 2009 og 2010.
Kilde: Dagbladet Børsen