Mærsk Giant stoppet af hårdt vejr
Boreriggen Mærsk Giant ligger stadig i Hirtshals Havn. Kulingvarsel for farvandene syd og vest for Norge har gjort det umuligt at påbegynde bugseringen af riggen. Det var ellers forventet, at Mærsk Giant skulle have været på vej til nye opgaver fredag morgen, efter renovering og opgradering.
Den kæmpestore borerig har, på grund af vejrforholdene, fået forlænget sit ophold i Hirtshals Havn, sammen med de slæbebåde, der skulle bugsere den frem til næste arbejdsopgave i den norske del af Nordsøen.
Mærsk Drilling har oplyst, at boreriggen, som vejrudsigterne ser ud lige nu, muligvis forlader havnen meget sent søndag aften eller tidligt mandag morgen.
Det koster Mærsk Drilling et par millioner i tabt indtjening hver dag boreriggen ikke er i arbejde. Et lille plaster på såret er dog, at renovering og opgradering af boreriggen blev færdig 10 dage før forventet.
Kilde: nordjyske. dk