Maersk flygtninge overvejer selvmord
Flere af de 27 flygtninge, der i mere end en måned har befundet sig om bord på det danske tankskib Maersk Etienne ud for Malta, er nu så frustrerede, at de overvejer at kaste sig i havet for at gøre en ende på situationen.
Tradewinds har talt med skibets maskinmester Tommy Thomassen der fortæller, at en af flygtningene i en samtale med kaptajnen har givet udtryk for så stor frustration, at flygtningen overvejede at kaste sig i havet.
En anden flygtning skrev i en besked til kaptajnen, at de 27 flygtninge er meget taknemmelige for den store hjælp besætningen yder, men at de hellere vil forsvinde tilbage i havet, end fortsat at være en byrde.
”Det lægger naturligvis et stort pres på besætningen og kaptajnen”, siger Tommy Thomassen til avisen.
”Det er en uholdbar situation”, siger maskinmesteren til avisen.
De nye oplysninger kommer samtidig med at Robert Maersk Uggla, CEO i A.P. Møller Holding der ejer Maersk Tankers og dermed også Maersk Etienne, i et sjældent Linkedin-opslag har givet udtryk for stor bekymring over sagen.
“Det er dybt bekymrende, at myndighederne endnu ikke har fundet en løsning for de 27 flygtninge - inkl en gravid kvinde - der blev reddet efter specifik anmodning fra Malta og har befundet sig på det dansk-flagede skib Maersk Etienne i en måned under uacceptable vilkår“, skriver Robert Maersk Uggla.
“Selvom mange af os anerkender de udfordrende politiske overvejelser, venter vi desperat på, at Malta og Danmark finder en løsning for flygtningene med EU eller andre relevante parter, så skibet og dets besætning kan komme videre”, skriver Robert Maersk Uggla videre.
På trods af den markante appel, der bakkes op af Danske Rederier, virker situationen fastlåst.
Sagen startede, da de maltesiske myndigheder den 4 . august bad Maersk Etienne om at hjælpe en gruppe migranter i en mindre motorbåd i særdeles dårlig stand. Den følgende dag blev migranterne evakueret om bord på Maersk-skibet, inden deres båd gik til bunds i Middelhavet.
Siden har Maersk kæmpet forgæves for at få Maltas tilladelse til at sætte de 27 migranter i land.
Malta fastholder på sin side, at de maltesiske myndigheder aldrig har bedt det danske tankskib om at sejle de 27 flygtninge til Malta, og at redningsaktionen ikke fandt sted i maltesisk farvand.
Malta, der er medlem af EU, opfordrer til at der findes en ”europæisk løsning” på situationen.
Lørdag morgen ligger Maersk Etienne fortsat for anker på en position 20 sømil øst for Malas hovedstad Valetta.
Redaktionen