Maersk Drilling indvier ny simulator
Maersk Drilling indvier torsdag verdens hidtil mest avancerede boresimulator. MaerskDrilling har investeret i simulatoren, der er placeret hos Maersk Training i Svendborg, som følge af Deepwater Horizon katastrofen i april 2010
Selvom Maersk Drilling ikke var involveret i ulykken, etablerede selskabet efterfølgende en gruppe der er kommet med ideer til, hvordan man kan undgå tilsvarende ulykker i fremtiden. Den nye simulator, der har kostet 10 millioner dollar, er et synligt resultat af gruppens arbejde.
Et af de vigtigste resultater af gruppens arbejde er øget opmærksomhed omkring samspillet mellem besætningsmedlemmer med forskellige funktioner på riggen.
"Den menneskelige faktor er et kritisk element i alle operationer, og utilstrækkelige kompetencer og mangel på godt teamwork og klar kommunikation er ofte en del af hændelsesforløbet i forbindelse med ulykker", siger Allan McColl, leder af Drilling Support i Maersk Drilling, og medlem af Maersk Drillings Macondo Task Force.
Der bliver god brug for de nye træningsfaciliteter i Svendborg. Maersk Drilling er i gang med at ansætte 3.000 nye medarbejdere og vil fordoble sin flåde frem til 2016.
Kilde: Maersk Drilling