Maersk Daily er blevet mindre daglig
Maersk Lines et år gamle koncept, Maersk Daily, er ikke længere helt så dagligt som det var i starten. Det konkluderer Alphaliner efter, at Maersk i sidste uge trak 19 skibe ud af ruterne mellem Asien og Europa. Maersk Line lever dog fortsat op til løfterne i konceptet.
Da Daily Maersk blev introduceret i efteråret 2011, bød konceptet på daglige afgange fra fire asiatiske havne til Europa, men efter de seneste nedskæringer er der nu reelt kun fem ugentlige afgange tilbage, skriver Alphaliner i sit seneste nyhedsbrev.
Maersk Line har dog aldrig lovet daglige afgange som led i konceptet, men derimod daglige deadlines på containeres ankomst til havne. Det løfte holder fortsat, og Maersk Line har i løbet af det første år oparbejdet en pålidelighed på 98 procent.
Ifølge Alphaliner står Maersk Line til at miste store markedsandele på trafikken mellem Asien og Europa, hvis konkurrenterne ikke vælger at følge Mærsks reduktion af kapaciteten. I april lå Maersk Lines markedsandel på 24 procent, en andel der ifølge Alphaliner vil falde til 19 procent, hvis konkurrenterne undlader at reducerer deres kapacitet tilsvarende.
Kilde: euroinvestor.dk.