Lodsdirektør svarer på kritik fra lodser
Lodsdirektør Lars Ahrendtsen afviser den kritik, af DanPilots fremgangsmåde i forbindelse af ændring tjenestesteder for 52 lodser, som formanden for Danske Lodser, Ib Henriksen, har fremsat. Lodsdirektøren han heller ikke genkende billedet af dårlig trivsel.
Lodsdirektørens reaktion kommer efter, at maritimedanmark.dk har forelagt Lars Ahrendtsen Danske Lodsers kritik, som kan læses HER.
Vi bringer herunder det svar vi har modtaget, i uredigeret form:
DanPilot er i gang med at ændre tjenestesteder for 52 lodser ud af i alt 142 lodser. Vi har fuld forståelse for, at det er svært for de lodser, der bliver berørt. Men en ændring af tjenestesteder er nødvendig for at optimere forretningen, fastholde arbejdspladser og fremtidssikre virksomheden.
Vi har et stort underskud, som der arbejdes på at afvikle. DanPilot har bedt Cowi om at udarbejde en optimeringsmodel, hvori det blandt andet fremgår at DanPilot med fordel kan ændre på lodsernes tjenestesteder, så de modsvarer kundernes efterspørgsel på brotimer (lodsens faktiske tid ombord).
”Derfor giver det god mening at tjenestestederne placeres hvor efterspørgslen er,” siger lodsdirektør Lars Ahrendtsen.
DanPilot har orienteret Samarbejdsudvalget omkring de påtænkte flytninger. DanPilot har ud fra god forvaltningsskik valgt kun, at ”forstyrre” de ansatte lodser, hvis tjenestesteder er nedlagt, eller hvor lodsens primære arbejdsplads ikke længere er det nuværende tjenestested.
De lodser, der skal have nyt tjenestested, har fået muligheden for at vælge mellem flere stationer. Der er også lavet frivillige aftaler.
”De individuelle samtaler med lodserne er endnu ikke afholdt, men er fastlagt til torsdag den 31. marts 2011. Der har de enkelte medarbejdere mulighed for at komme med betragtninger, som DanPilot efter lodsens mening bør tage hensyn til, inden vi træffer en beslutning om lodsens fremtidige tjenestested. Derfor kender vi endnu ikke det endelig resultat,” siger lodsdirektør Lars Ahrendtsen og fortsætter:
”Ud af de 52 lodser er der dog højst 8 lodser, hvis tjenestested ændres så meget, at der er tale om væsentlige ændringer, som skal varsles med individuelle varsler. Vi er opmærksomme på, at det er et stort indgreb i de op til 8 lodsers liv, og vi vil håndtere det bedst muligt”, siger Lars Ahrendtsen.
DanPilot har gennem hele 2010 arbejdet på at optimere virksomheden og har gennemgået mange forandringer. Blandt andet er 10 administrative stillinger flyttet til Svendborg, og 18 lodsdisponenter har også fået nyt tjenestested.
DanPilot ønsker en tæt dialog med medarbejderne. Derfor har de blandt andet igangsat arbejdet omkring en Rejsehåndbog for lodserne, og er ved at etablere et udvalg, der kan være med til at sikre en optimal indretning af lodsstationerne.
”Vi arbejder hele tiden på at gøre trivslen bedre og har for nyligt indkaldt alle tillidsrepræsentanter til møder, der har til formål at tage pulsen på organisationen og dens trivsel. På trods af de mange forandringer kan vi ikke umiddelbart genkende billedet af dårlig trivsel, og vi gør, hvad vi kan for at sikre vores arbejdsplads og samtidig arbejde med trivslen,” slutter Lars Ahrendtsen.
Kilde: DanPilot