Lettisk sømand tiltalt for smugling af kokain
En 48-årig lettisk sømand er nu tiltalt for at have smuglet 100 kilo kokain til Danmark. Kokainen blev den 14. februar smidt over bord fra containerskibet Duncan Island ud for Langeland, hvor tre mænd samlede den værdifulde narko op.
Men politiet havde fået et tip, og fangede i et tæt samarbejde med flere myndigheder de tre på land, mens andre politifolk bragte containerskibet til standsning syd for Gedser og anholdt hele besætningen.
23 af den 24 mand store besætning blev senere løsladt, efter at politiets efterforskning ikke fandt beviser for, at andre end den nu tiltalte sømand var involveret i smuglingen.
De tre mænd i land, også østeuropæere, er tiltalt for narkohandel, ved at have taget imod de mange kilo kokain.
Den nu tiltalte lettiske sømand var officer om bord på containerskibet, der var undervejs fra Sydamerika til Rusland da smuglingen fandt sted.
Kilde: TV2/Fyn