Kystnære vindmølleparker bliver til noget
Regeringen ville have droppet de kystnære vindmøller for at få råd til at afskaffe PSO-afgiften, men det lykkedes at skaffe finansiering på en anden måde, så nu bliver der alligevel opført møller i to havmølleparker ud for den jyske vestkyst.
”Det er godt for Danmark, det er godt for klimaet, og det er selvfølgelig også godt for Vattenfall, at de kystnære møller ser ud til at blive gennemført. Danmark vil rette op på det grønne image ved at gennemføre de kystnære møller”, siger Ole Bigum Nielsen, der er landechef i Danmark for Vattenfall.
Vattenfall vandt udbuddet om at opføre to kystnære havmølleparker, Vesterhav Nord og Vesterhav Syd. De nye møller sættes op ud for Holmsland Klit og Thyborøn. Vattenfall vandt med en budpris på 47,5 øre pr. kWh.
Nu, hvor havmølleparkerne bliver til noget alligevel, er der nye jobs på vej til vestkysten.
”Det er uomtvisteligt, at 10-15 procent af de her job vil opstå hos lokale leverandører”, siger Ole Bigum Nielsen.
Der vil blive tale om jobs hos mølleproducenterne samt fundamentleverandører, kabelleverandører og hos installatører af møller, fundamenter og kabler.
Kilde: Dagbladet Børsen