Kystnære havvindmøller i udbud
Energistyrelsen har offentliggjort udbuddet af kystnære havvindmølleparker. Det drejer sig om seks områder i de danske farvande med i alt 350 MW. Fristen for at søge om at blive prækvalificeret er den 26. maj.
”Jeg er glad for, at vi nu kan sætte gang i udbuddet af kystnære havvindmøller. Det er et spændende projekt, der viser nye veje for havvind. Udbuddet åbner op for andre bydere end de selskaber, vi kender fra de store udbud. Det fremmer konkurrencen både ved dette udbud og ved fremtidige udbud af havvind. Det kan lede til mere omkostningseffektive priser – til gavn for de danske elforbrugere”, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
Udbuddet, der er på 350 MW i alt, består af seks områder, hvor der maksimalt må være 200 MW i hvert område, undtagen Bornholm, hvor der maksimalt må være 50 MW.
Det er et såkaldt multi-site-udbud, hvor flere områder konkurrerer med hinanden. Dermed ventes kun nogle af områderne at blive udnyttet. Det forventes, at udbuddet kan tiltrække nye bydere fra havvindmøllemarkedet, grundet parkernes mindre størrelse og en samtidig nedskalering af de tekniske, finansielle og økonomiske krav til at deltage i udbuddet.
Kilde: Energistyrelsen