Kystlink stævner Color Line for 1,3 mia.
Det norske rederi Kystlink stævner Color Line for 1,3 milliarder norske kroner for tabte indtægter i forbindelse med ikke gennemførte havneanløb i Strømstad. Kystlink mener, at Color Line saboterede sejladsen.
Ole T. Bjørnevik, indehaver af rederiet Nye Kystlink (tidligere Kystlink), mener, at Color Line påførte selskabet store tab ved at bryde konkurrencelovgivningen.
Der kom til at gå tre år fra Kystlink havde indsendt ansøgningen om tilladelse til at anløbe Strömstad Havn til, at sejladsen mellem Strömstad og Langesund rent faktisk kom i gang.
Ole T. Bjørnevik mener, at Color Line forsøgte at lægge hindringer i vejen for Kystlinks adgang til havnen også efter, at kommunen havde sagt ja til havneanløbene. Derfor vil Bjørnevik om kort sende en stævning til tingretten i Oslo.
Kystlink sejlede tidligere i rutefart mellem Hirtshals, Langesund og Strömstad, men måtte i 2008 opgive sejladsen, da Kystlink havde svært ved at klare sig i konkurrencen med Color Line, der havde indsat de to store Superspeed-færger mellem Hirtshals og Kristiansand og Larvik.
Kilde: Dagens Næringsliv