Krydstogtpassager dræbt af kæmpebølge
En passager blev dræbt og en anden hårdt kvæstet, da det britiske krydstogtskib Marco Polo fredag blev ramt af en meget kraftig bølge. Bølgen slog hul på et vindue og ramte de to passagerer der efterfølgende blev evakueret fra skibet med helikopter
Den ene af de to evakuerede passagerer, en 85-årig mand, døde efterfølgende af sine kvæstelser.
Det 49 år gamle krydstogtskib var undervejs fra Azorerne til Tilbury da det blev ramt af monsterbølgen. Adskillige af de 735 passagerer og 349 besætningsmedlemmer om bord på krydstogtskibet pådrog sig mindre alvorlige kvæstelser da skibet blev ramt af uvejret, der også har skabt store ødelæggelser på land i Storbritannien.
Ulykken indtraf kort før afslutningen på et 42 dage langt krydstogt der bl.a. bragte passagererne til Sydamerika og Caribien.
Marco Polo ventes at ankomme til Tilbury søndag morgen.
Kilde: Daily Mirror