Købe et hus og få en gratis yacht oveni
Først forsøgte de sig med en BMW. Så blev tilbuddet hævet til Bentley Continental Flying Spur. Og nu tilbyder ejendomsmæglere i Dubai, at man kan få en yacht med oveni, hvis man køber en af de luksusvillaer der er til salg i den stenrige ørkenstat.
Allerede før årsskiftet startede den Florida-baserede mægler Joel Greene ud med tilbud om gratis en BMW eller Bentley Continental Flying Spur som lokkemiddel ved køb af en villa eller penthouse i Dubai.
Men uden held. Ingen bed på limpinden.
"Boligmarkedet er totalt gået i baglås. På et tidspunkt havde jeg fem henvendelser fra købere om dagen. Inden for de sidste to måneder har jeg haft to", siger ejendomsmægler Joel Greene til propertywire.com
Det er især de mange ekstravagante villaer på Dubais efterhånden meget lange kunstige kystlinie, der forsøges solgt med hele eller halve yachts og luksusbiler som en del af handlen.
Prisstigningerne på boligmarkedet i Dubai har været i verdensklasse. Derfor sprang boblen med et ekstra højt brag i det forgangne efterår
Kilde: pleasure.dk