Kinesisk velfærd skaber containerboom
Den hurtigt voksende kinesiske middelklasses øgede forbrug vil udløse en voldsom vækst i handelen mellem de asiatiske lande de kommende år. De næste fem år ventes den intra-asiatiske containertrafik at vokse eksplosivt
"Intra-Asien er den hurtigst voksende handelsrute globalt. I løbet af fem år vil handelsruten udgøre cirka 50 pct. af den globale containertrafik", siger adm. direktør Ken Bloom fra e-handelsplatformen Inttra til Lloyd's List.
I dag repræsenterer containertrafikken i regionen cirka 35 pct. af den globale trafik, men den økonomiske fremgang i især Kina løfter velfærden, efterspørgslen og den disponible indkomst hos millioner af indbyggere.
"En ny by med mindst 1 mio. indbyggere vil blive skabt hvert år de kommende 15 år. Og det er blandt andet fra disse byer, vi vil opleve en voksende efterspørgsel og en øget import", siger Bloom til Lloyds List.
Kilde: sydinvest.dk