Kaptajn havde promille på over to
Den ukrainske kaptajn, der natten til onsdag var meget tær på at sejle fragtskibet Wilson Avonmouth på grund nord for Helsingør, blev onsdag varetægtsfængslet i to uger, sigtet for spiritussejlads.
Fragtskibet var på vej mod Polen, da VTS Øresund blev opmærksom på, at det maltesisk indregistreret fragtskib havde kurs mod grund nord for Helsingør, og at det havde holdt den samme kurs i en sidste time.
Da det ikke lykkedes at få kontakt til kaptajnen over radioen, blev alle midler taget i brug for at forhindre en ulykke. De øvrige skibe i området blev kontaktet og anmodet om at assistere, ligesom en redningshelikopter og den svenske Kystbevogtning blev indsat.
Der blev både brugt lydsignaler og lyst ind på skibets bro. Ca.10 minutter inden grundstødning ville være sket, lykkedes det myndighederne at få kontakt med skibet, der hurtigt ændrede kurs væk fra kysten.
Den efterfølgende radiokommunikation mellem skib og land førte til en mistanke om spiritussejlads, og Nordsjællands Politi blev derfor kontaktet. Fragtskibet blev beordret til at stoppe op ud for Espergærde, hvorefter det blev bordet af politiet. Betjentene kunne hurtigt konstatere, at skibets ukrainske kaptajn var beruset.
Det har siden vist sig, at kaptajnens promille var over to, hvilket normalt medfører frihedsstraf. Kaptajnen blev derfor varetægtsfængslet onsdag eftermiddag.
Kilde. fyens.dk