Kæntret sandsuger skal bjærges
Sandsugeren B.G. STONE 1, der lørdag kæntrede ud for Tørresø Strand ved Fyens Hoved, skal fjernes. Søværnets Operative Kommando er i gang med at lægge sidste hånd på en plan for, hvordan bjærgningen skal foregå.
Der er meget lavvandet der, hvor sandsugeren sank, og selv om skibet ifølge SOK formentlig ligger på bunden, så stikker noget af skibet fortsat op af vandet. Det ligger på skrå på siden og kølen.
Det er ikke endelig afklaret, hvad der er årsag til ulykken. Men ifølge besætningens forklaringer til Fyns Politi tippede skibet, fordi lasten var kommet i ubalance.
”Det kunne være noget med ballasttankene, men det skal teknikerne fra Havarikommissionen undersøge nærmere”, siger Erik Skov hos Fyns Politi til TV2/Fyn.
I forbindelse med ulykken lækkede skiben noget dieselolie, men Marinehjemmeværnet var hurtige til at lægge en flydespærring ud omkring det forliste skib.
Kilde: TV2/Fyn