Japanske rederier går sammen
De tre japanske containerrederier NYK, MOL og K Line vil etablere et nyt joint venture, der fra 2017 vil være verdens sjettestørste containerrederi. Ved at kombinere deres containerskibsflåder forventer de tre rederier at reducere omkostningerne med en milliard dollar om året.
NYK vil få en ejerandel på 38 procent af det nye joint venture, mens MOL og K Line hver vil have 31 procent. Joint venturet vil have en flådekapacitet på 1,4 millioner TEU og vil dermed blive verdens sjettestørste operatør med en global markedsandel på syv procent. Dertil kommer de tre rederiers samlede ordrebog på 360.000 TEU, og lægger man dem til, vil de tre rederier tilsammen blive femtestørst efter Maersk Line, MSC, CMA CGM og Cosco Container Lines.
Joint venturet bliver etableret pr. 1. juli 2017, mens selve driften først ventes at tage sin begyndelse fra 1. april 2018. Selskabsdannelsen skal dog først godkendes af de relevante myndigheder.
Baggrunden for, at de tre rederier går sammen er den ubalance mellem udbud og efterspørgsel, der er på containerskibsmarkedet og som har fået fragtraterne til at falde markant. Det har fået de tre rederier til at satse på konsolidering for at sikre en konkurrencedygtig forretning, skriver MOL i en pressemeddelelse.
Kilde: MOL