Iran: Erkender at beslaglagt olie var iransk
Efter i flere dage at have afvist, at olien om bord på fire tankskibe, som USA har tilbageholdt over den seneste måned skulle være iransk, erkender landets olieminister nu, at olien rent faktisk kom fra landet, men var købt af - og på vej til - Venezuela.
“Lasten blev lastet i Iran, men hverken skibet eller lasten tilhørte Iran, og USA erklærede sig som sejrherre midt i alt dette, sagde den iranske olieminister Bijan Namdar Zanganeh mandag, skriver TradeWinds.
“Brændstoffet var iransk, men det var blevet solgt til Venezuela og pengene var blevet betalt,” tilføjede han.
Efter nyheden om beslaglæggelsen af lasterne kom frem i sidste uge kaldte Irans ambassadør til Venezuela det for “endnu en løgn og psykologisk krigsførelse gennemført af USA´s propaganda maskine”.
Irans udenrigsminister, Javad Zarif, gentog i weekenden budskabet, da han i et tweet kaldte USA for “Pirates of the Caribbean, har har deres egne dommere og domstole nu”. Han tilføjede, at “desværre for dem var det stjålne bytte ikke Irans. Brændstoffet var solgt”.
Ifølge medierapporter blev olien, der var på vej til Venezuela, fjernet fra fire produkttankskibe i en skib-til-skib overførsel med accept fra skibenes angiveligt græske ejere.
Irans tilbageholdelse af det 8,055 dwt store produkttankskib Wila ejet af samme græske selskab onsdag i sidste uge, skulle ifølge Dryad Global være gengældelse for, at de fire skibe ikke nåede at gennemføre deres rejse.
Kilde: TradeWinds