IMO nåede ikke til enighed om CO2-plan
Det lykkedes ikke IMO’s miljøkomité (MEPC) at nå frem til en konkret aftale om nedbringelse af skibsfartens CO2-udslip. I det stedet blev man enige om en køreplan der skal føre frem til en endelig aftale i 2023.
”Vi havde gerne set et mere konkret mål for skibsfartens reduktion af CO2. Men fra dansk side værdsætter vi, at der er fremdrift i forhandlingerne. Det viser, at der er en vilje til at lægge stærke kræfter i de kommende års klimaarbejde med at finde konkrete, globale løsninger i IMO”, siger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.
Søfartsstyrelsen betegner dog køreplanen som et vigtigt skridt, som gør det muligt for skibsfarten at bidrage konstruktivt til den første globale dialog om opfyldelse af Parisaftalens langsigtede klimamålsætning.
Køreplanen indebærer også, at IMO skal udvikle en strategi for at reducere skibenes udledninger af drivhusgasser, herunder arbejde for at udvikle
nye globale tiltag på kort og lang sigt. En foreløbig udgave af strategien forventes klar i 2018.
Redaktionen