Horsens Havn skal terrorsikres
1000 meter kaj på Sydhavnen og 350 meter kaj på Nordhavnen vil inden næste forår blive afspærret og sikret mod uvedkommende. FN's søfartsorganisation har strammet op på kravene til terrorsikring af havne.
”Fremover stiller de krav om 100 procent vandtæt adgangskontrol. Det betyder, at alle, der skal passere de 1350 meter havnekaj, skal kontrolleres, uanset om det er nat eller dag”, siger havnechef Peter Larsen til nyhedsportalen idag.dk.
Det er allerede forbudt for uvedkommende at færdes på både Nord- og Sydhavnen. Dele af Sydhavnen er indhegnet og her bliver låst af i aften- og nattetimerne. De sikringstiltag er ikke længere nok, når det kommer til at forebygge terrorisme i forbindelse med havne og skibsfart, vurderer myndighederne.
Sikringen vil sandsynligvis ske ved lave automatiske porte på de strategisk rigtige steder, vurderer havnechefen. Han har bedt de 25 virksomheder, der findes på erhvervshavnen, om at komme med deres forslag til den bedste løsning.
”Det er vigtigt, at vi fra starten finder den løsning, der er til mindst mulig gene for brugerne i deres arbejdsdag”, siger han.
Kilde: idag.dk