Havområder kan slippe for ballastvandregler
På det netop overståede møde i IMO var ballastvand til debat. Konventionen træder i kraft september 2017. Derfor glæder det Rederiforeningen, at der var stor støtte til det forslag om ”Same Risk Areas”, som Danmark har skubbet på for. Det åbner for langt mere fornuftige løsninger.
”Der er brug for, at to stater kan gå sammen og lave de nødvendige undersøgelser, som kan føre til fritagelse af hele havområder, og ikke blot mellem to havne eksempelvis. Alt andet vil være spild af ressourcer, og skabe unødig usikkerhed for eksempelvis færgefarten. Så vi glæder os over dette delresultat fra IMO-mødet”, siger Per Winther Christensen, teknisk chef i Danmarks Rederiforening.
Danmarks Rederiforening mener ikke, det er vigtigt, at for eksempel en færge på ruten mellem Helsingør og Helsingborg skal have et ballastvandanlæg, da der ikke er nogen fare for spredning af invasive arter ved at krydse Øresund mellem de to byer.
Derfor var det også af afgørende betydning, at IMO på det netop overståede møde i London banede vejen for en reel fritagelse for hele søområder. Det var der bred opbakning til, både numerisk og geografisk. Det er også i sidste øjeblik, da ballastvandskonventionen nu er ratificeret, mener Danmarks Rederiforening.
”Rent praktisk betyder det, at man har besluttet at indskrive ”Same Risk Area”-konceptet i selve konventionen, hvilket nu er muligt efter ratificeringen. Det bliver en opgave på IMO-mødet til maj 2017. Dermed tyder alt på, at arbejdet fra blandt andet de danske myndigheder bærer frugt. Det er rigtig godt nyt for dansk skibsfart,” siger Per Winther Christensen.
Fremskridtet i IMO glæder blandt andet HH Ferries, som med Scandlines Helsingør-Helsingborg betjener den korte rute mellem Danmark og Sverige. Her vækker udsigten til at bruge store summer på ballastvandrensning undren, og derfor bliver muligheden for, at hele områder kan få en samlet fritagelse, vel modtaget.
”Det er jo helt oplagt, at målet med konventionen ikke er at standse udvekslingen af vand mellem Helsingør og Helsingborg,” siger Henrik Rørbæk, CEO i HH Ferries, som glæder sig over indsatsen fra dansk side.
Kilde: Danmarks Rederiforening