Havnebestyrelse i Vejle bliver siddende
Et snævert flertal i Vejle Kommune stemte i går for, at bestyrelsen i Vejle Havn kan blive siddende på trods af et stort forbrug af offentlige midler på dyr vin, eksklusive solbriller, kunst, tøj, brug af privatfly og dyre rejser med meget lidt fagligt indhold.
Fem partier i Vejle Byråd mente, at bestyrelsen for Vejle Havn bør gå af. Dan Arnløv Jørgensen, der er konservativ kulturudvalgsformand i Vejle havde fremsat forslaget sammen med byrådsmedlemmer fra Liberal Alliance, SF, Enhedslisten samt et lokalt parti. Forslaget blev nedstemt med 15 stemmer mod 14.
Sagen skulle have været på dagsordenen onsdag den 28. oktober, men blev udsat, da medlemmer fra partiet Venstre ikke havde fået indkaldt suppleanter til erstatning for inhabile medlemmer til byrådsmødet. Det bliver altså den nuværende bestyrelse, der foreløbig skal rydde op.
Efter bortvisningen og politianmeldelsen mod havnechefen, Per Kristiansen, den 7. oktober, valgte flere i havnens bestyrelse at trække sig. Den ene var den nu afgående havneformand, Torkild Christensen. Han undskylder sig med, at han har haft tiltro til havnechef Per Kristiansen.
Den tidligere formand for Vejle Havn Leif Skov valgte også at træde ud af havnebestyrelsen. Den tidligere næstformand for havnebestyrelsen i Vejle, Peder Hummelmose, er foreløbig konstitueret som formand.
Det var Vejle Kommune, der ved gennemgang af havnens regnskaber for 2014 og en del af 2015, opdagede det store forbrug i havnen. En revisionsrapport bekræftede tegn på uregelmæssigheder.
Kommunen har nu bestilt en rapport fra Cowi, der kommer om 14 dage. Om bestyrelsen også herefter får lov at blive siddende, vil tiden vise.
Kilde: TV2/Syd